november 1, 2017 8:04 am

Den hollandske sandpumper Scelveringhe er i denne uge på besøg i Kalundborg for at pumpe ca. 50.000 kubikmeter sand ind, som skal bruges i forbindelse med byggeriet af Ny Vesthavn.

Den store mængde sand skal bruges til den midlertidige arbejdshavn, som NCC Industry A/S (Hercules Fundering) er ved at etablere i Kalundborg Fjord, der hvor Ny Vesthavn vil blive anlagt. Der er rammet en ø af spunsjern på 30 x 8 meter stor. Her vil skibe lægge til kaj og losse byggematerialer såsom sten, der skal anvendes i forbindelse med byggeriet.

Den kunstige ø, der lige nu skyder op i Kalundborg Fjord, fyldes med sand og bliver forbundet med en dæmning ind til land. Denne dæmning er også etableret af indpumpet sand. Det ventes, at sandpumperen bliver færdig med sit arbejde i denne uge.

 Foto: Jens Nielsen